Græskant – hold bedene lugefri med afgrænsning

15 April 2021
Camilla Skøtt
image

editorial

Din græsplæne spreder sig lynhurtigt ind i bedene, hvis du ikke sørger for god afgrænsning i form af en bedkant. Læs med, og bliv klogere på dine muligheder.

Med store, flotte blomsterbede stråler haven på livet løs, og det er skønt, når solen står højt på himlen, og fuglene synger. Men hvis ukrudt og græs lister sig ind i dine blomsterbede, falder glæden hurtigt til jorden – for så skal du i gang med at luge. Igen.

Vil du undgå det kedelige arbejde, og give din have en skarp kant, kan du afgrænse dine bede med en såkaldt græskant eller bedkant. Og ja, vi ved godt, at et nyanlagt bed ser flot ud med al den mørke jord, men det er en kortsigtet løsning – eller i hvert fald en løsning, der kræver, at du er meget i haven med dit lugejern.

Flere muligheder for bedkanter

Der er mange forskellige muligheder, når det kommer til at afgrænse dine bede. Du kan investere i en stålkant, som du graver ned, eller du kan lave en kant af store natursten, der stikker lidt op af jorden. Du kan også støbe en kant eller bruge palisader til at lave en flot afgrænsning i forskellig højde. 

Vil du gøre det så let for dig selv som muligt, når du skal slå græsset, kan du med fordel vælge en løsning, der kan graves ned i samme niveau som plænen. På den måde kan du nemlig køre græsplænen henover kanten, og du slipper dermed for at finde kantklipperen frem.

Kan du godt lide det lidt vilde og utæmmede look, er der også en række planter, der fungerer godt som bedafgrænsning, men det er en smule mere omstændeligt. Stauder som høstanemone, hestemønte og røllike og gode eksempler, ligesom du kan bruge storkenæb, hvis du vil supplere lidt. 

God fornøjelse med havearbejdet!

More articles